Der går et par dage, uden at Martin mærker mere. Men pludselig – efter en uges tid - kommer smerten igen pludseligt og uden varsel. Denne gang er det særlig slemt, når han trækker vejret. Martin ringer til sin læge og bestiller en akuttid.
De fysiske undersøgelser gav ingen svar
Lægen sender ham videre til hjerteafdelingen på hospitalet. Efter en grundig undersøgelse finder man heller ikke her noget unormalt. Hans hjerte fungerer, som det skal, men smerten er ikke væk. Den kommer næsten hver anden dag. Den er ikke længere så kraftig, men han føler, at den påvirker hans vejrtrækning.
Martin opsøger sin læge igen. De får talt sammen om hans symptomer, og efter noget tid kigger lægen direkte på ham: ”Jeg mistænker, at det, du oplever, er angst. Jeg vil forelå, at du opsøger en psykolog.” Martin ryster på hovedet. Han undrer sig over, at lægen kan skyde så forkert. Han er klog og stærk, har en god familie og gode venner, en lang uddannelse og et godt job – han er ikke psykisk syg.
Isolation og desperation
Martin begynder at blive desperat, for der er tydeligvis noget galt, og han står alene med det. Han er bange for, at det er alvorligt, og indimellem bliver han så bekymret, at han får tanker om, at han skal dø af det. Han begynder at sove dårligt om natten. Om aftenen får han bedst ro på tankerne, når han drikker et glas vin eller to. Og for en sikkerheds skyld stopper han med at træne - for ikke at presse sit hjerte og sin vejrtrækning. Hans adfærd begynder at ændre sig – han bliver irritabel og opfarende, og langsomt begynder han at isolere sig fra sine kollegaer og venner og fra sin kæreste.