Der er en vej ud af depression
I tilfældet med Lars blev det hurtigt tydeligt, at der var tale om det, vi kalder en depressiv enkeltepisode. Det betyder, at han ikke tidligere har været deprimeret og at det var første gang, han oplevede symptomerne på depression. Det blev også hurtigt tydeligt, at samtaleterapi ikke var en tilstrækkelig hjælp til Lars. Derfor startede han også i medicinsk behandling ved en af Aleris PPs psykiatere, så terapi og medicinsk behandling kunne supplere hinanden. Medicinen løste ikke alle problemerne, men hjalp Lars til at få lidt mere overskud. I samarbejde med mig som psykolog blev det nu muligt at arbejde for, at Lars skulle i gang med at varetage sig selv bedre i livet. I sidste ende lykkedes det Lars selv at kravle op af det mørke hul, som han var faldet ned i.
Uanset om vi taler om Lars, Lotte eller Lykke, så er det vigtigt, at den enkelte behandling bliver tilrettelagt i et samarbejde mellem dig og behandleren. Der er ingen faste skabeloner, men som behandlere er vi erfarne i forhold til at takle det, som du kommer med. For mange vil et kortere samtaleforløb være nok til igen at komme på rette spor i livet, men hvis depressionen har bidt sig fast, kan det være nødvendigt at supplere med medicin. Det handler ikke kun om at få en god behandling men om at få den rigtige behandling, når du skal have det godt igen.
Artiklen er skrevet af psykolog i Aleris PP Ina Pedersen, d. 24. september 2020.