At leve med uopdaget ADHD: Når de usynlige piger bliver voksne

​

Den stille ADHD

Der er gode grunde til, at man kan overse ADHD. Mange piger og kvinder med ADHD har den stille variant, dét nogle kalder ADD, hvor man sletter H’et for hyperaktivitet. Man kan diskutere, om det er meningsfuldt at dele det op i ADHD og ADD. Langt de fleste med ADD har også en hyperaktivitet, men det er en ’usynlig’ hyperaktivitet, f.eks. tankemylder, indre uro, dagdrømmeri og rastløshed. Den indre uro bliver ikke synlig, fordi personen – pigen - har lært at sidde stille og kompensere for den. For at bruge en grov forenkling er mange piger med ADHD dem, der sidder og kigger ud ad vinduet og dagdrømmer i stedet for at følge med i undervisningen. De går let under radaren i en klasse, hvor der måske er fem drenge, der er meget aktive og fylder meget i undervisningen og i frikvartererne.​

​

At leve livet i inderbanen

Det er ikke kun i barndommen, at ADHD kan have en betydning for trivsel og udvikling. De stille kvinder med uopdaget ADHD fungerer på et ringere niveau, end de ellers ville. Blandt gruppen af udiagnosticerede er der en overhyppighed af ledighed, misbrug, uarbejdsdygtighed – de lever i inderbanen, de får ikke nok ud af livet.

​

Derudover kan de gå med meget uopdaget lidelse, som man ærgrer sig over, først bliver set alt for sent: fysiske helbredsproblemer, problemer med spiseforstyrrelse, søvnproblemer, døgnvariation og uheldige adfærdsmønstre. De kan også opleve psykiske symptomer, som kan blive tolket som f.eks. personlighedsforstyrrelse, depression eller angst. Statistisk set har voksne kvinder med ADHD ofte en anden psykiatrisk diagnose sammen med ADHD, og det er ofte den anden diagnose, som volder flest synlige problemer. Det kan virke som et slør, der gør, at man ikke får øje på selve den underliggende ADHD. 

​

​Man skal have de rigtige behandlerbriller på

​Her skal vi som behandlere være vågne. Når symptomerne begynder at overlappe, og behandlingen ikke giver de ønskede resultater, bliver det klart, at der er noget andet på spil. Når vi møder nogen, der har et atypisk sygdomsbillede, hvor vi måske har behandlet for depression eller angst, men det ikke har virket, så skal vi rejse flaget. Og det gør vi også.

​

Inden for de seneste år har der været flere piger og kvinder, særligt i den sene teenagealder og det tidlige voksenliv, hvor vi har set en form for rigid, hårdnakket angst, der har været atypisk. Hvor samtaleterapi og behandling med antidepressiv medicin ikke har virket tilstrækkeligt. Når man går systematisk til værks, dukker det op, at her ligger der en underliggende opmærksomhedsforstyrrelse. Symptomerne kan have været der, men man skal have de rigtige briller på for at se dem, når andre problemer slører billedet. Heldigvis er der både i samfundet og blandt os fagprofessionelle, der udreder, en stigende opmærksomhed på de forskellige udtryk, diagnosen kan have. Derfor bliver vi bedre og bedre til at sætte ind i tide med den rigtige hjælp.

​

Kultur, kønsroller og konsekvenser

​Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan kan det være, at der er så stor forskel på billedet af ADHD, når man kigger på mænd og kvinder.

​

Det handler i nogen grad om biologi og kønshormoner, men i lige så høj grad om kultur. Hvis man siden barnsben har fået at vide, at man skal sidde stille, og at det får konsekvenser, hvis man ikke gør, så lærer man at kontrollere sig. Piger har måske i højere grad fået at vide, at det ikke er foreneligt med ’pigeoptræden’, at de løber ud og klatrer i træer, mens drengene i højere grad er blevet opmuntret til den type adfærd. Det hænger sammen med kønsopfattelser og typisk ”feminin” versus ”maskulin” adfærd. Så i stedet for at vende uroen udad, vender pigerne den rastløshed, som deres ADHD giver dem, indad. Det resulterer i det, nogle kalder den stille ADHD og de ”usynlige” piger.

​

Den gode nyhed er, at vi bliver bedre til at spotte ADHD i alle dens former. Der er kommet en stigende opmærksomhed i psykiatrien, hos psykologer og læger, som betyder, at færre piger og kvinder må gå længe med uopdaget ADHD. Jo tidligere vi bliver opmærksomme på tilstedeværelsen af ADHD, desto hurtigere og bedre kan vi hjælpe og støtte pigerne og kvinderne, så vi ikke risikerer, at de forbliver usynlige.

​Artiklen er udarbejdet på baggrund af et interview med Jesper Karle, speciallæge i psykiatri og chefpsykiater i Aleris PP, oktober 2021.

​

Hvis du er interesseret i, hvor du kan få mere viden om ADHD hos kvinder, kan du læse Jesper Karles anmeldelse af bogen ADHD hos piger og kvinder af Lotta Borg Skovlund i Ugeskriftet for læger.