Hold øje med teenagerens funktionsarenaer
Et godt mål for at vurdere, om en teenager trives, at ved at kigge på de tre arenaer – også kaldet funktionsarenaer – som den unge færdes i, nemlig hjemmet, skolen og fritiden. I det fleste tilfælde vil der være en periode i teenageårene, hvor det kan være svært i hjemmearenaen. Det kan være, at der er mange skænderier med forældrene, misforståelser og problematisk kommunikation, og måske skal der trækkes nye grænser. Det er helt naturligt.
Hjemmet er et frirum for den unge, hvor han eller hun bare kan være sig selv, og hvor den unge ikke behøver at holde så godt fast i tømmen. Her kan følelserne få frit spil i et trygt rum. Det kan være, at der bliver smækket med dørene og sagt grimme skældsord. En god tommelfingerregel er, at hvis man oplever mange konflikter i hjemmet, men ellers har et barn, som fungerer fint i de andre arenaer, passer sin skole og sine venner og fritidsinteresser og i øvrigt kan finde ud af at begå sig, behøver man sjældent at være så bekymret.
Hvis problemerne derimod begynder at vise sig i flere arenaer, skal man spidse ører. Det kan være, hvis den unge pludselig ikke passer sine fritidsinteresser, eller ikke har overskud i forhold til det, som normalt trækker. Måske kan den unge ikke komme afsted i skole, og der er mange dage, hvor han eller hun er fraværende. Det kan give anledning til at tænke, om der kan være noget mere grundlæggende på spil, som skal undersøges nærmere. Hvis den unge ovenikøbet begynder at sove eller spise dårligt, skal man være ekstra opmærksom, da det er en indikator på, at den unge er meget stresset eller belastet.
Din teenager har brug for kram og rummelighed
Det hører med til teenageårene, at man har en god portion ugidelighed, og at man har opmærksomheden rettet mod alt andet end sin mor og far og de huslige opgaver. Det kan være ualmindeligt tungt at få sin teenagedreng eller -pige til at deltage engageret i noget som helst inden for hjemmets fire vægge, og det kan give konflikter i hjemmet, for vi bliver naturligvis som forældre både trætte og frustrerede over, at Viggo eller Emma for syvende dag i træk ikke er til at slæbe ud af værelset for at tømme opvaskemaskinen eller gå tur med hunden.
Min gamle mormor sagde: ”Hvorfor elsker man sine børn? Det gør man, for ellers kunne man ikke holde dem ud.” Den har jeg tit personligt tænkt på som forælder, for der er ingen tvivl om, at det er en periode hvor den unges hjerne er under ombygning. De er mere stressede og har ikke så meget energi til at se tingene fra andres perspektiv – de er meget i deres egne behov, og det er en periode, der kræver ekstra meget af de voksne og omgivelserne for at rumme dem.
Når unge er i affekt – altså i deres følelsers vold - så er de ”offline” og har ikke adgang til deres fornuft og refleksion. I konfliktsituationer er den unge simpelthen ikke i stand til at tage imod fornuft. Derfor skal vi som voksne øve os i netop at være de voksne, pakke vores egne frustrationer væk og mønstre al den kærlighed, vi kan, fordi deres overskud er generelt meget begrænset. Giv dem et kram (hvis du må), og gem alvorssnakken til et tidspunkt, hvor den unge kan tage imod fornuft og deltage konstruktivt.