Autoriseret psykolog, cand.psych.
Jeg er uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet i 2009 og autoriseret af Psykolognævnet i 2013.
Jeg har været psykolog i Aleris PP siden maj 2023. Noget af det, jeg trives allerbedst med i Aleris PP er, at jeg i mine samtaler møder mennesker der, hvor de lige har besluttet, at der er behov for at række ud efter hjælp. Det kan være en beslutning, som har været længe undervejs eller en beslutning, der er nødvendig, fordi der er opstået en akut krise.
Med mere end 13 års erfaring fra psykiatrien har jeg arbejdet med mange forskellige problemstillinger og typer af behandling. Jeg har arbejdet indgående med anoreksi, bulimi, BED, angst, tilpasnings- og belastningsreaktioner, depression, autisme, ADHD, transkønnede problematikker, vanskeligheder med følelsesregulering herunder selvskade og selvmordsadfærd.
Uanset problemstillingens art er jeg altid meget optaget af at skabe en kontakt, baseret på nysgerrighed og respekt for klientens situation og ønsker til forløb. En af mine fornemmeste opgaver som psykolog anser jeg at være at støtte klienten i at skabe forbindelse til egne værdier, behov og ressourcer således, at vedkommende i løbet af samtalerne oplever øget mestring af symptomer, egen tilværelse og trivsel.
Jeg foretrækker at arbejde eklektisk, hvilket vil sige at trække på flere forskellige teoretiske forståelser af mistrivsel og behandling, som jeg tilpasser til den enkelte klient og situation.
Faglige interesseområder
Qua min erfaring og viden fra børne- og ungdomspsykiatrien, har jeg en særlig interesse i at tale med forældre, som er belastede som følge af udfordringer, der relaterer sig til livet i en børnefamilie herunder forældre til børn og unge med psykiatriske problemstillinger.
Arbejds- og ansvarsområder
Hos Aleris PP varetager jeg samtaleforløb inden for en bred gruppe af problemstillinger. Jeg tilbyder samtaler online, telefonisk og fysisk.