Autoriseret psykolog, specialist i klinisk neuropsykologi med børn og unge, cand.psych.
Jeg er uddannet cand.psych. fra Aalborg Universitet i 2005, og har herefter arbejdet i PPR (2005-2009) og på børneambulatorium på privathospital (2010-aktuelt); sidstnævnte stilling blot afbrudt af orlov til projektstilling angående epilepsi på somatisk børne-/ungeafdeling på offentligt sygehus (2022-2023). Sideløbende har jeg arbejdet i egen klinik samt i privat-psykiatriske klinikker (senest Aleris PP fra primo 2024). Jeg har i de forskellige stillinger hovedsageligt varetaget udrednings- og rådgivningsopgaver indenfor børne-/ungeområdet. Primært har mit arbejdsfelt været det klinisk neuropsykologiske, hvor jeg har haft med børn og unge med enten medfødt eller erhvervet hjerneskade (eksempelvis syndrombørn, præmature børn, hjernetumor- og meningitisramte) - og herudover børn der af psykiatriske grunde eller mere uspecifikke årsager udviser manglende udvikling, indlæringsevne eller som ses i mistrivsel.
Faglige interesseområder
Med afsæt i mine faglige erfaringer over mere end tyve år er jeg interesseret i at medvirke til bedre udvikling og trivsel hos børn og unge, som af forskellig grund - det være sig af psykiatriske, neuropsykologiske eller mere almenpsykologiske grunde - oplever barrierer ift. at få omsat sine potentialer i dagligdagen. Det er en daglig tilfredsstillelse at have kontakt til børn/unge og deres forældre, og gennem udredninger at give dem en bedre forståelse for oplevede vanskeligheder og angive veje til at ændre på ting, som opleves svære. Jeg sætter en ære i både at være lyttende og forstående og samtidigt også nænsomt men direkte at kunne sige ting, som kan være svære.
Arbejds- og ansvarsområder
I Aleris PP bidrager jeg til udredningsopgaver angående udviklingsforstyrrelser - dvs. autismespektrumforstyrrelser samt ADHD/ADD. Hertil psykoedukative forløb til barnet/den unge og/eller forældre.