Autoriseret psykolog, cand.psych.aut.
Jeg er uddannet psykolog ved Københavns Universitet i 2017 og er siden blevet autoriseret. Jeg har flere års erfaring med stressbehandling kommunalt og har i den forbindelse videreuddannet mig inden for en meditationsbaseret tilgang til behandling af stress (Åben og Rolig). Jeg har den vej igennem erfaring med gruppebaseret og individuel stressbehandling. Denne tilgang og erfaring trækker jeg stadig på i de individuelle forløb, jeg har i dag. Min erfaring er, at det er hjælpsomt for langt de fleste til at opnå mere ro og forståelse for de fysiske og psykiske årsager til stress.
Ud over min erfaring med stressbehandling, har jeg arbejdet som klinisk psykolog i Grønland i tre år og har erfaring med en bred vifte af terapeutisk arbejde som psykolog. Jeg trækker på flere forskellige terapeutiske retninger i mit arbejde og søger altid at finde det, der passer bedst for den enkelte for at skabe bedre selvforståelse og nye handlemuligheder gennem terapien.
Faglige interesseområder
Stress, sorg og tab, livskrise, selvværd, tilknytningsmønstre, meditation og mindfulness.
Arbejds- og ansvarsområder
Som psykolog hos Aleris PP varetager jeg individuelle terapiforløb, primært online, men jeg tilbyder også fysiske samtaler i vores klinik i Aarhus.