Psykolog, cand.psych.
Jeg er uddannet psykolog fra Aalborg Universitet i 2019.
Under min uddannelse specialiserede jeg mig i motivationsarbejde og psykologiske behov bag gaming og internettet. Jeg har desuden haft en stor interesse i overføringsbaseret psykoterapi og den dynamiske skole af psykologien.
Min primære erfaring er fra arbejde med unge i praksis - særligt med depression, stress, angst, ADHD og forskellige grader af personlighedsforstyrrelser. Jeg har desuden arbejdet med forældreundersøgelser og psykologisk testning.
Hertil har jeg bred erfaring med at arbejde med afhængige gamere og patologisk gaming, hvor jeg har rådgivet i, hvordan man skaber en balanceret tilgang til gaming.
Jeg er meget optaget af relationelt arbejde i terapien, og hvordan tidligere relationer former vores verdensbillede og nuværende forhold. Jeg tror på en forståelig og direkte tilgang til at arbejde med problemstillinger, og jeg har ofte haft glæde af at hjælpe klienter med at skabe positiv forandring og arbejde mod deres målsætninger.
Faglige interesseområder
Jeg har stor faglig interesse i relationer, og hvordan de har indflydelse på vores tilknytning og verdenssyn. Hertil har jeg stort fagligt kendskab til psykologien bag gaming og gamingvaner. Jeg arbejder ofte med gamere i alle aldre, som oplever, at det har overtaget deres liv og hjælper dem til at forstå gaming som redskab - og hvornår det er hjælpsomt eller problematisk.
Arbejds- og ansvarsområder
Hos Aleris PP arbejder jeg som psykolog og varetager forløb både online og i fremmøde i vores Aarhus afdeling. Derudover er jeg aktiv i diverse udviklingsprojekter, såsom skoleglæde projektet, som har til formål at arbejde med unge menneskers trivsel - og udvikling af samtalegrupper til mænd.